På min skole, Aalborg Sprogcenter, har vi smartboards, computere i alle lokaler, og alle lærere har en bærbar arbejdscomputer. Et team af medarbejdere har gennem længere tid udviklet og undervist online, ligeledes udbydes der nu et tilbud om blended learning. Vi, lærere, deltager i kurser og efteruddannelse med fokus på den teknologiske og digitaliserede undervisning. Så alt i alt rider vi med på bølgen. Vi følger udviklingen, tilpasser os og forsøger at navigere den forandringsfase, skoleverdenen står i med øget digitalisering og implementering af IKT.
For mit eget vedkommende er den tilrådighed værende teknologi i min klasse mest blevet brugt til at understøtte den relativt lærerstyrede undervisning, jeg har været vant til at praktisere. Men hvis jeg implementerer IKT i min undervisning, vil min lærerrolle udfordres. Jeg vil skulle håndtere teknologien på højere niveau og inden for et bredere spektrum, end jeg gør nu. Jeg vil skulle tænke teknologien ind i undervisningen ikke blot som understøttelse af min undervisning, men som læringsredskab.Teknologi, læring, faglighed og digitale medier vil skulle spille sammen og udgøre en meningsfuld helhed. Men hvordan har jeg det egentlig med det?
Ambeck og Beyer skriver, at alle forandringer, selv de forandringer der i høj grad opfattes som positive, giver en eller anden form for modstand (Ambeck & Beyer 1999).
Jeg kan se et vældigt potentiale i brug af IKT i sprogundervisningen. Jeg kan ved brug af IKT designe et fleksibelt og mere bredspektret konstruktivt læringsforløb, som er uafhængigt af tid og sted. Og jeg er positiv over for at skulle opgradere mine kompetencer inden for teknologi. Og om det så er udtryk for modstand, ved jeg ikke, men jeg kan ikke lade være med at tænke: Bliver det også et bedre læringsforløb?
Vi mangler viden, eksempler og erfaringer i implementering af IKT inden for sprogundervisningen. Vi har brug for at se teori omsat til praksis inden for vores arbejdsområde.
Ambeck, K.D., Beyer, P. (1999) Veje til fornyelsen. Samfundslitteratur
